Utroskab har længe været et interessant emne for både forskere, fagpersoner og menigmand. Over årene har forskningen derfor fundet frem til adskillige interessante ting om hvor almindeligt utroskab er, hvem der gør det og hvorfor. Jeg har her samlet ti interessante ting som forskningen har lært os om utroskab:
Hvor mange er utro?
I USA svarer omkring 20 – 25 % af gifte folk, at de har været deres partner utro på et tidspunkt. Blandt par som endnu ikke er gift er tallet endnu højere. Fx viser studier blandt college studerende, at mellem 50 – 66 % har været en partner utro.
Er der kønsforskelle?
De fleste studier viser, at mænd er mere tilbøjelige til at indrømme utroskab end kvinder er. Interessant nok viser studier også, at antallet af mænd der indrømmer utroskab har været ret stabil over tid, hvorimod antallet af kvinder er steget med 40 % de sidste 50 år. Det er ikke muligt at sige noget om præcis hvorfor, men et bud kunne være, at det er blevet mere acceptabelt at indrømme utroskab som kvinde nu, end det var før. Det er også muligt at kvinder simpelthen er mere utro i dag, end for 50 år siden.
Hvem er vi utro med?
Når mennesker er utro, er vi mest tilbøjelige til at være det med nogen vi kender i forvejen. Måske fordi der er større mulighed for at utroskab udvikler sig med nogen vi ser regelmæssigt. Alternativt kunne det også være et tegn på, at mennesker der er utro ofte leder efter andet end bare sex. Mange leder også efter intimitet og en følelsesmæssig relation, hvilket er nemmere at opnå med en man allerede kender.
Hvorfor er vi utro?
Der er mindst otte identificerede grunde til hvorfor mennesker er deres partner utro: Seksuel lyst og begær, vrede, mangel på kærlighed, forsømmelse af parforholdet, mangel på forpligtigelse, situationelle faktorer (som fx beruselse eller at være på ferie), selvtillidsboost og et ønske om at prøve noget andet.
Hvad er utroskab?
Mennesker definerer utroskab på mange forskellige måder. Det betyder også, at hvad der bliver anset som værende utroskab hos det ene par, vil ikke blive anset som værende utroskab hos det andet par. Fx anser de fleste ikke at se porno som værende utroskab, men ca. 10 % af alle gør. Hvorvidt mennesker anser en bestemt adfærd som værende utroskab afhænger af en række faktorer, som fx tendenser til jalousi, religiøse overbevisninger, selvværd og egne holdninger til utroskab.
Hvem er utro?
Som regel er mennesker der er utro i et parforhold som ikke er tilfredsstillende, men ikke alle. Selv mennesker der beskriver at være i lykkelige og tilfredsstillende parforhold er til tider utro. Hvis du vil vide mere om hvorfor en lykkelig person er utro, kan jeg anbefale at se denne her video.
“En gang utro – altid utro”?
Der er en smule sandhed i talemåden “En gang utro – altid utro”. Forskningen viser, at mennesker der tidligere har været deres partner utro, er mere tilbøjelig til at være det igen. Dette betyder ikke, at alle der tidligere har været utro, vil være det igen. Det betyder bare at der er lidt højere risiko for at det sker igen, hvis du først har gjort det en gang.
Sikker sex?
Utroskab er en risikofyldt seksuel adfærd. Studier har fundet, at når mennesker i monogame parforhold er utro, bruger de fleste af dem ikke kondom. Dette er måske fordi, at utroskab som regel ikke er planlagt, og man derfor ikke kommer forberedt med lommerne fulde af kondomer.
Eksisterer syv års krisen?
Den er god nok. Det vi kalder syv års krisen eksistere og både mænd og kvinder er mere tilbøjelige til at være utro omkring syv år inde i forholdet. Men hvor kvinders tilbøjelighed til utroskab herefter falder, viser mænd et lidt andet mønster: mænds tilbøjelighed til utroskab falder efter de syv år indtil de nærmer sig parforholdets 20 års jubilæum; herefter stiger tilbøjeligheden igen.
Accepterer vi utroskab?
Hvor amerikaneres interesse for, og accept af, parforhold der er non-monogame med samtykke er steget de seneste år, er de ikke blevet mere accepterende overfor utroskab! Man kan med andre ord sige, at åbne forhold er blevet mere acceptable, og mange kan bedre forstå og acceptere at der er blevet lavet nogle regler og rammer for om og hvem man må være sammen med, end de kan være forstående og accepterende, når det er noget der sker i smug og bag om rygge på partneren.