BLOG:

Boganmeldelse: Hvad alle bør vide om mænd

Boganmeldelse: Hvad alle bør vide om mænd

At skrive en anmeldelse af bogen Hvad alle bør vide om mænd, har været en sværere opgave end først antaget. Primært fordi det har været svært at have bogen for sig selv længe nok til, at jeg kunne nå at læse den. Når bogen har ligget fremme derhjemme har min mand, min far, min søn, og mine venner og veninder snuppet den og forsøgt at låne den. Denne her bog er nemlig én, som man med det samme har lyst til at bladre i. For hvem vil ikke gerne vide mere om mænd? Og særligt når bogen har undertitlen Pik, Potens og Parforhold.

Den mandlige pendant til Kvinde kend din krop

Med bogen Hvad alle bør vide om mænd, giver Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning os endelige den mandlige pendant til bogen Kvinde kend din krop. Og de gør det godt. De har formået at ramme et niveau og et sprog som er interessant og oplysende. De taler ikke ned til læseren, men siger tingene som de er, og pakker ikke noget ind.

Hvad enten man vælger at læse bogen fra ende til anden, eller om man bruger den som opslagsværk, så kan man blive klogere på alt fra myter om mænd, de mandlige kønsorganer og mandens orgasme, massage af pungen, hvad klunkevoks er, god sexopførelse, piksund, livsførelse, receptiv lyst, bækkenbundstræning for mænd, hvorfor livvidden er et vigtigt mål, hvordan man forfører og meget, meget mere. Alt sammen beskrevet sagligt og seriøst, men med et strejf af humor.

Hvad er køn?

Udover at oplyse om alt det ovenstående retter forfatterne også fokus mod hvad køn egentlig er og mod nogle vigtige dimensioner af seksualitet. De tydeliggør det vigtige i, ikke at gå med på tanken om at mænd og kvinder er fra forskellige planeter, men derimod få øjnene op for vores kønsatypiske træk og hellere se os selv og hinanden som mennesker frem for som mænd og kvinder.

Bogen giver instruktioner i forskellige øvelser, som fx hvordan man laver bækkenbundsøvelser, selvundersøgelse, start-stop teknik og alt muligt andet, der kan give et bedre kærligheds- og sexliv.

Denne bog er for alle

Ikke kun for mænd, men for alle, uanset køn, der gerne vil blive klogere på sig selv og på mændene i deres liv. For psykologer er bogen særlig relevant, da den skaber fokus på køn og seksualitet, og på hvordan vores seksualitet bliver ramt som noget af det første når vi ikke trives. Bogen minder os om hvordan fx ensomhed, depression, cancer, diabetes, hjertekar sygdomme eller store livsforandringer påvirker seksualiteten, og hvor meget lige præcis dette aspekt fylder hos mange. Hvor mange af os psykologer husker at spørge ind til seksualiteten? Og hvor mange af os tager dette aspekt med i vores terapi? Man kunne håbe på, at denne bog kan være med til at skabe mere opmærksomhed og fokus på seksualiteten i det terapeutiske rum. Og man kunne håbe på, at den kan være med til at nedlægge fordomme og myter, oplyse og inspirere, og i sidste ende gøre rigtig mange mænd mere tilfredse med sig selv, men også søge hjælp når noget ikke er som det skal være.

Hvad er så bogens svagheder?

Normalt i en boganmeldelse kommer man ind på bogens svagheder. Det er ikke nemt her, for den eneste svaghed er, at den ikke er meget længere. Det er en bog der har manglet i mange år, og at Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning nu har skrevet den, og skrevet den så godt, kan man kun være begejstret over. Jeg ved godt hvad mændene i mit liv får i fødselsdagsgave fra nu af.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.